Crowdfunding

På Coop Crowdfunding i samarbejde med
Lolland-Falster Lovestorm & Madens Folkemøde

Vi knokler for at etablere en ny international madhøjskole på Lolland-Falster. En højskole, der omfavner hele processen fra jord til bord, arbejder i dybden med bæredygtighed på tværs af fødevareområdet, og inspirerer til at styrke vores forhold til det vi spiser, om man er eller skal være landmand, kok eller bare samfundsborger. Sådan en højskole eksisterer ikke i dag.

Fra koncept udvikling til åben højskole

Vi har brug for egenkapital til at tage det næste skridt og sikre egnede bygninger. Gennem de seneste par år har viudviklet konceptet og idéerne, og prøvet dem af i praksis gennem tre vellykkede forløb. Vi har etableret et stærkt netværk omkring konceptet på tværs af landet – og helt til Japan. Nu iværksætter vi denne crowdfunding for at få projektet det sidste stykke over målstregen, så vi kan sikre bygningerne, hvor højskolen skal ligge og starte den sidste proces frem mod åbningen af en ny international madhøjskole på Lolland-Falster. Hvis alt flasker sig vil vi slå dørene op for de første lange kurser fra vinteren 2021. Men vi er allerede i gang. Vores fjerde ugekursus falder i august i år, og vi har allerede flere ting i støbeskeen.

Når vi for alvor åbner dørene skal vi ud og arbejde i marken. Vi skal udforske havet og vildnisset. Vi skal lege med fermentering, konserveringsmetoder og godt håndværk. Vi skal fremtrylle velsmag og gode måltider i køkkenet. Vi skal hele vejen rundt – og vi skal gøre det sammen. Vi drømmer om at skabe et sted med højt fagligt niveau, hvor viden og godt håndværk bringes tæt sammen og inspirerer til fordybelse og leg lige meget om man efterfølgende skal arbejde med mad professionelt eller i privaten. 


Højskolen tager sit udgangspunkt i at der i forvejen er et stærkt grundlag og mange dygtige, lokale producenter og madhåndværkere på Lolland-Falster. Mad er et samlingspunkt for alle på tværs af kulturer og landegrænser, derfor er det naturligt at et stærkt lokalt fokus kombineres med et globalt udsyn – også da der er meget inspiration at hente. Samtidig står vi overfor globale udfordringer ift. klima og bæredygtighed, hvor måden vi producerer og spiser på er en hjørnesten for at løse de udfordringer. Det skal vi forholde os til. 


Vi har derfor også i forbindelse med crowdfundingen allieret os med Lolland-Falster Lovestorm og Madens Folkemøde, som begge ønsker at være med til at gøre en forskel både lokalt og styrke vores forhold til det vi spiser.


Opnår vi vores mål på 1,5 mio. kroner, kan vi med overvejende sandsynlighed sikre egnede bygninger og jord til at begynde etableringen af højskolen. Vi er allerede i dialog med flere potentielle egnede steder, som bare venter på at vi får den økonomiske muskel til at vi har sikret vores  økonomiske grundlag for at starte op. 1,5 mio. gør det ikke alene. Udover at sikre bygningerne, vil vi skulle ud at rejse midler til at frigøre og ansætte de relevante folk, som skal drive hele udviklingsprocessen frem mod åbningen, så alt står knivskarpt, når de første kursister på de lange forløb flytter ind. Derudover kan vi få brug for at renovere de overtagede bygninger, hvilket heller ikke er gratis. Crowdfundingen har ikke et loft på 1,5 mio., så hvis vi kommer højere giver det os følgende muligheder:


Hvis 2,5 mio. nås, kan vi i samarbejde med bank eller fond sikre at højskolen bliver gennemrenoveret og lækker til de første lange kurser.


Hvis 3,5 mio. nås, så kan vi ansætte forstander mm., der skal tage projektet frem til åbning, og behøver ikke at fundraise yderligere til det.


Hvis 5 mio. nås, så kan vi måske undvære lån i banken, og bruge alle midlerne på at lave højskole, og ikke nogle af dem til at afdrage på gæld


Hvis 6 mio. nås, så begynder vi at drømme store drømme om orangeri, fødevarelaboratorier, havbrug, opkøb af landbrugsjord, etc.

Ildsjæle hjælper drømmen i mål

Bag projektet står foreningen ”Højskoleprojekt Lolland-Falster”. En almennyttig forening, der har som sit klare formål at etablere en ny højskole på  Lolland-Falster. Derudover varetages den daglige drift af initiativtager og projektleder Nikolaj Frost i samarbejde med foreningens bestyrelse og andre frivillige, der alle ulønnet knokler for at få det samlede projekt til at lykkes – og samtidig lave nogle fede højskoleforløb på Lolland-Falster. Derudover sker crowdfundingen i officielt samarbejde med Lolland-Falster Lovestorm og Madens Folkemøde. 


Mere om bestyrelsen og personer bag projektet

Ikke noget der frister? Bare rolig, der kommer flere belønninger!

Vi håber du vil hjælpe med os med at gøre drømmen til virkelighed - for potentialet er stort. Og tusind tak, hvis du allerede har støttet. Vi lægger løbende nye belønninger på under crowdfundingen, så er du sulten på mere, så kig forbi igen eller hold dig opdateret på vores facebook mm. (se
herunder.


Under hele crowdfundingen etablerer vi et kampagnehovedkvarter og pop-up højskole i Maribo med gratis arrangementer. Så er du nysgerrig på mere og har lyst til at følge med, så hold dig opdateret ved at klikke videre herunder.